Indvielse d. 21. juni 2014

SOLHVERVSFEST

Tæt ved jættestuen Glentehøj syd for Kragenæs blev i juni 2014 de første 4 sten i DODEKALITTEN indviet af daværende kulturminister Marianne Jelved og mange andre. Det skete naturligvis med sang og musik. Kunstværket, der nu var en realitet, skabte stor opsigt, og allerede de første år, var tilstrømningen af såvel lokale som turister fra store dele af Verden betydelig. Interessen og tilstrømningen er fortsat lige siden, og musikken og stenene i samklang med naturen skaber stor glæde på bakken ved Kragenæs.

De 4 sten med Baldur og Lodir ved indvielsen af 1. etape. Bemærk højtalerne i de store kabinetter – inden de blev gravet ned.

Indvielse

Kulturminister Marianne Jelved siger bl.a.: ”Godt gået Lolland!” og erklærer DODEKALITTEN for en realitet.

H.M. Dronning Margrethe

afslørede den 3. stenfigur

Onsdag den 1. juni 2016, besøgte Hendes Majestæt Dronning Margrethe DODEKALLITTEN.

Mange inviterede gæster og øvrige interesserede var kommet i god tid for at være med til at se den nye figur, som er endnu en brik i det storslåede kunstværk og nyde musikken og naturen. Det var en stor oplevelse at se 6 sten stå på Bakken ved Glentehøj og opleve den magi, der nu med 6 stenfigurer opleves helt anderledes end før, da der kun var 4 stenfigurer!

Medvirkende: Lurblæsere fra Frederikssund, Kor og Livgardens Musikkorps. Formand for Fonden DODEKALITTEN Jon Krabbe talte.

Billedhugger Thomas Kadziola var i samtale med H.M. Dronning Margrethe.

Programmet var delt i 2 dele og fortsatte til kl. 17. Lolerkredsen DODEKALITTEN solgte forfriskninger.

Et par ord om Ydis

Status er nu, at der står 6 sten i det fredede landskab med gravhøjene. Stenfigurerne Baldur, Lodir og Ydis. Fotograf: Almar Møller.

Ydis – også kendt som Idun. Den kvindelige skabende livsgivende kraft.

Den færdighuggede 4. Stenfigur – L`nir

“Farvelarrangement”

d. 17. Juni 2017

Lørdag den 17. juni var 40 personer samlet i Herritslev hos billedhugger Thomas Kadziola for at tage afsked / sige på gensyn til den fjerde færdige skulptur. Thomas fortalte om tilblivelsen af den nye figur, og de besøgende havde lejlighed til at besigtige den fra liften i 9 meters højde. Et imponerende syn. Torben Skab, fra Fonden Dodekalittens bestyrelse, fortalte, at skulpturen de næste 14 måneder skal indgå i en stor kulturel udstilling “UDDENSKULPTUR” i byen Hunnebostrand i Sverige. Det er en stor international udstilling. Det interessante er også at denne udstilling foregår ca. 15 km fra det sted, hvor den store granitblok på ca. 80 tons blev brudt ud af fjeldet. Udstillingen åbner den 1. juli 2017. Skulpturen kommer tilbage og monteres sammen med den femte færdige skulptur i sep. 2018. Ved festligheden i lørdags afslørede Thomas også navnet på skulpturen.

Den blev navngivet:

L`nir

Således navngivet og med ønske om ”På gensyn” tog forsamlingen afsked med skulpturen. Samtidig med afrejsen, den 21. juni, ankommer der to nye granitblokke på ca. 75 tons pr. stk. Disse kommer fra stenbruddet TOSSENE ca. 20 km fra Hunnebostrand.