Komponisten – Wayne Siegel

Biografi

 

Siden Wayne Siegel i 1974 flyttede fra USA til Danmark har han været en bestandig inspirationskilde og et evigt frisk pust til det danske musikmiljø. Tidligt i hans musikalske karriere hentede han inspiration fra utallige sider af amerikansk musik – frem for alt fra folkemusik og den amerikanske minimalisme, hvilket han på fornem vis gennem hele sin karriere har været i stand til at forene til et egenartet musikalsk udtryk. I hans tidligste kammermusikværker skabte han smukke loops af melodier med en forunderlig klarhed. En folkemusik i fantasifyldt forskydning og faste rammer.

Gennem 80’erne begyndte Wayne Siegel i højere og højere grad at benytte ny elektronisk teknologi i sine værker. Computeren og elektriske instrumenter blev integreret i hans musik, og gav ham mulighed for at styrke hans musiks generelle karakteristika og forstørre hans musikalske idéer i opbygninger af musikalske lag i polyfone mønstre og en stærk fokusering på puls, der ofte giver hans musik et dansant, insisterende udtryk. Dette høres tydeligt i hovedværket fra 1986, Devil’s Golf Course for orkester og synthesizers.

 

I de seneste år har den interaktive brug af computeren fået en vigtig rolle i Wayne Siegels kompositioner. I musikken til danseforestillingen Sisters er de to kvindelige dansere med til at forme musikken her og nu, og i værket Two Hands (not clapping) går Siegel skridtet videre. Her bliver han selv performer. Med sine hænder former han musikken – trækker den frem fra computeren som dirigenten foran orkestret, og skønhed og humor mødes på smukkeste vis. I værket Everyone Talks about the Weather skaber Siegel et computer-system som både komponerer og afvikler musikken. Ved Aarhus Festuge 2013 spillede computeren på det store pibeorgel i symfonisk sal i Aarhus i 12 timer uafbrudt. Det er også et computerprogram udviklet af komponisten som afvikler musikken i Siegels permanent 12-kanals lydinstallation Outside-In. Værket er skabt specielt til Den Sorte Diamant, hvor det spilles på et permanent lydanlæg indbygget i lofterne på rummets 3 etager.  I en kort stund hver dag forvandles det store rum til en surrealistisk naturscene.

 

Siden 1986 har Wayne Siegel været lærer og inspirator for flere generationer af komponister med rødder i elektronisk musik Først som leder af det DIEM (Dansk Institut for Elektronisk Musik) og fra 2003 som professor ved Det Jyske Musikkonservatorium. I perioden januar 2015 til juni 2017 har han været tilknyttet Det kgl. Bibliotek som huskomponist.

 

Relevante links med video og lyd:

Outside-In – permanent 12-kanals lydinstallation i Den Sorte Diamant, København

Celebration for robot-controlled pipe ogan and weather satellite

Trio for percussion, motion-tracking performance system and robot-controlled pipe organ

Two Hands (not clapping) for solo performer and motion tracking system

Pyramid Trio, Wayne Siegel, Palle Mikkelborg og Michael Riessler spiller på Paul Gernes pyramide på Louisiana Museet

 Statens Kunstfond: Wayne Siegel modtager hædersydelse