Den 7. oktober kl. 15.30 begynder arbejdet med at hugge Dodekalitten. Jeg har fået min ven Jesper Egesø med til at hjælpe mig med at dele stenen i to. Vi havde aldrig prøvet noget lignende før. Ikke i den skala. Det første vi fik at vide var, at hullerne skulle bores med en afstand på 2,5 cm, ellers ville vi ikke kunne være sikre på at flækningen ville gå godt. Da boringen skulle ske med øjemål og i 1.35 meters dybde med en fejlmargin på lidt over 2 cm, var det med hjertet oppe i halsen for min del. Det blev til 131 huller ialt plus de mindre på toppen og i bunden. Vi brugte en uge, og var pænt færdige bagefter, men meget lettede, næsten overstadigt løsslupne på kanten til det selvfede. Stenbrudsejeren sagde bagefter at han ikke troede på at vi kunne, og vi vandt de polske stenbrudsarbejderes respekt. De hilste for første gang på os, da de så den flækkede sten.